Indholdsfortegnelse:

Burma: Våben, øl og demokrati
Burma: Våben, øl og demokrati
Anonim
Billede
Billede

I slutningen af 90'erne var God's Army, en burmesisk anti-regeringsguerillagruppe, hovednyheder. Lodtrækningen på forsiden var ikke, at de var voldelige revolutionære, men at de var en gruppe børnesoldater. Efter at have læst Mac McClellands For Us Surrender Is Out of the Question, er det forståeligt, hvordan en sådan gruppe ville danne sig, efter flere års forfølgelse af Burmas etniske Karen-minoritet af militærregeringen.

McClelland rejste til Thailand for at bo hos Karen-flygtninge, der driver en politisk organisation, der dokumenterer vold mod Karen og fremmer demokrati gennem samfundsorganisering. Hun ankom til et udenlandsk frathus fyldt med fyre, som ikke virkede alt for imødekommende i starten. Men da hun kom over det indledende kulturchok, blev hun tændt på at gøre sin del – at undervise i engelsk og lære om Karen.

Der skete en seriøs binding i de seks uger, McClelland boede i BA-huset. Udenfor fangede den unge forfatter, nu menneskerettighedsreporter for Mother Jones, for at tale om oplevelsen.

For ordens skyld: Er det Burma eller Myanmar. Hvorfor?

Det er Burma. Juntaen ændrede navnet til Myanmar i 1989, og at nægte at anerkende de ikke-valgte lederes ret til at gøre det, kan være en dissidence i sig selv. Demokratiaktivister fra Burma kalder det Burma, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at skændes med dem.

Du taler ikke burmesisk. Hvad fik dig til at beslutte dig for at bo i BA-huset?

Nogle af mine husfæller talte heller ikke burmesisk så godt. Da de er etniske Karen, er Karen deres modersmål. Men jeg anede ikke, hvilket sprog de skulle tale. Af sikkerhedsmæssige årsager fortalte BA mig ikke noget om de mennesker, jeg ville bo sammen med. Jeg ville bo hos dem, hvem de end var, fordi jeg ville vide, hvad fanden der foregik med denne massive flygtningekrise på grænsen mellem Thailand og Burma, og jeg gik ud fra, at de skulle tale noget engelsk, hvis de gik med til, at jeg flyttede ind. Hvilket viste sig at være tilfældet. Og inden jeg tog afsted, lærte jeg at sige et par virkelig vigtige ting i Karen, som "hvide mennesker" og "spis noget."

Dialogen flyder jævnt i bogen. Hvordan var du i stand til at kommunikere så mange tanker og følelser med så stor en sprogbarriere?

Vi havde helt sikkert vores misforståelser, som dukker op i bogen. Men mange af fyrene havde ret betydelige engelskkundskaber, som de lærte af vestlige lærere i deres flygtningelejre. Når alt andet fejlede, tegnede vi billeder eller gestikulerede vildt.

Du boede i et hus, der stort set var en kommune med en flok fyre, bortset fra nogle få kvinder. Hvordan justerede du?

Øl, for det meste. Som drikkevenner blev vi ret hurtige venner. Du skal også miste enhver selvmedlidenhed for dit milde ubehag eller desorientering ret hurtigt, når du hænger rundt med en flok folkedrab-overlevende.

Billede
Billede

Vidste du, hvem Karen var, før du boede på BA-huset? Var det følelsesmæssigt svært at leve blandt flygtninge, der har været igennem forfærdelige oplevelser? Har du nogensinde følt dig overvældet over at høre så mørke, blodige historier?

Jeg tilbragte faktisk noget tid i en thailandsk Karen-landsby en gang nogle år før, og selvfølgelig havde jeg hørt om den langhalsede Karen, du ved, med guldringe stablet om halsen, og de er begge slægtninge til disse Karen. Men jeg havde bestemt aldrig hørt, at der i det østlige Burma var en gigantisk befolkning af mindretallet, der var udsat for etnisk udryddelse. På en eller anden måde er der ingen, der har. Så alt, hvad de fortalte mig om deres forfærdelige personlige historier, var chokerende. Hvad?! Regeringssoldater kom til din landsby og dræbte din far og onkel?! Hmm? Din flygtningelejr blev brændt ned?! To gange?!

Men det, jeg fandt mest overvældende, var deres fremtid – eller mangel på samme. Disse flygtninge har næsten ingen muligheder i noget land. De er utroligt forbandede.

Hvad gør BA helt præcist?

Generelt "promoverer de demokrati" i Burma. Specifikt sender de flygtninge i Thailand, som er stukket af fra lejre tilbage over grænsen til Burma i flere måneder ad gangen for at dokumentere menneskerettighedsgrusomheder og for at træne landsbyboere i, hvordan de kan styrke sig selv. Hvad angår den tidligere mission, kommer de tilbage med bunker af fotos og videobånd af ting, du ikke ville tro.

Er du vendt tilbage til Thailand for at besøge nogle af BA-folkene? Hvad sker der nu med dem, du var tættest på?

Jeg gik tilbage i en måned i 2008, men nu er alle for det meste spredt rundt på planeten. Nogle er her i USA, nogle i Australien, Storbritannien, Sverige – de fleste af mine husfæller var en del af FN’s største genbosættelsesprogram i verden og blev fløjet ud af Thailand med mere end 50.000 andre burmesiske flygtninge.

Den burmesiske regering sagde for nylig, at der ville være civile valg. Køber du dette? Hvad tror du, der foregår? Hvordan tror du, det vil påvirke Karen?

Ja, de annoncerede disse valg i 2008, og de har ikke annonceret den nøjagtige måned endnu, men det ser ud til, at det bliver oktober. Teoretisk set er dette et skridt i regimets "Køreplan til demokrati." Selvfølgelig er de allerede totalt rigget. Militæret er garanteret en fjerdedel af pladserne i parlamentet, generalerne går på pension, så de kan stille op som politikere, regeringen privatiserer virksomheder og sælger dem ud til sig selv og deres venner, så de kan bevare kontrollen over alle nøgleindustrierne uanset hvad valgets udfald. Dette er sådan en farce, at det største oppositionsparti, Aung San Suu Kyis parti, ikke engang vil deltage. Så jeg tror, at valget vil påvirke Karen på samme måde, som det vil påvirke alle andre i Burma, idet alle vil fortsætte med at blive skruet sammen.

Hvad tror du ville forbedre Karen-situationen i Burma, set fra statslige, civile og udenlandske synspunkter?

Mere hjælp ville hjælpe. Burma får mindre end en tiendedel af den bistand, som Cambodja får. Og lige nu, som jeg profilerer i bogen, er en af de eneste grupper, der leverer hjælp til mere end en halv million uskyldige civile internt fordrevne i Burma, en gruppe omrejsende læge-flygtninge organiseret af en amerikansk tidligere specialstyrkesoldat.

En undersøgelseskommission ville også hjælpe. Obama-administrationen har videreført den samme gamle ineffektive Burma-strategi, som er sanktioner, som blot yderligere forarmer en allerede ødelæggende fattig befolkning. Det, han skal gøre, er at presse FN til at oprette en undersøgelseskommission for forbrydelser mod menneskeheden i Burma. Det Forenede Kongerige har godkendt at gøre det, Australien har, Tjekkiet har, og et panel af jurister, der skriver for Harvard Law School, og flere nobelpristagere. Der er en international juridisk forpligtelse og en moralsk forpligtelse. Ikke at nævne, hvordan det kommer til at få FN-medlemsnationer til at se ud, når denne historie endelig går i stykker, og de alle har bare stået rundt med deres d*cks i hænderne. Igen.

Hvad har du lavet siden du forlod Thailand?

Lige efter jeg var færdig med bogen, blev jeg menneskerettighedsreporter for Mother Jones. Så jeg har en blog på MotherJones.com, og vi er altid ved at finde ud af, hvor jeg skal hen næste gang. For eksempel, lige nu, rapporterer jeg fra New Orleans om post-Katrina uddannelse og retfærdighedsspørgsmål, som jeg sværger er meget, meget mere fascinerende, end du skulle tro. Desuden pladrer jeg altid om det store skjulte folkedrab i Burma til alle, der vil lytte til mig.

Anbefalede: